Familietradition

I vores familie har vi en tradition med at holde en lidt forlænget weekend sammen i et lejet sommerhus ved Vesterhavet en gang om året. Men i de senere år har vi været nødt til at leje større og større sommerhuse, for nu er vores børn kommet i den alder, hvor de selv får børn, så vi er nået op på at være 14 personer, når vi samles til denne weekend.

Her for nylig var vi af sted igen, og min mand havde fundet et dejligt stort sommerhus på nettet, og selv om det var lidt dyrt, valgte vi alligevel det for at have ordentlig plads til den efterhånden store familie.

Da vi nåede frem til sommerhuset en sen fredag eftermiddag, blev vi noget overraskede. Men på den positive måde, for her fik vi forklaringen på, at lejen var lidt høj. Der var ganske enkelt tale om et sommerhus i den absolutte luksusklasse med temmelig dyre møbler og et stort fladskærms tv fra B&O.

Der var i det hele taget ikke sparet på noget, og i den meget store stue, som lå i åben forbindelse med køkkenet og den rummelige spiseplads, var der ikke mindre end tre lædersofaer, som var stillet sådan, at man kunne se fjernsyn fra dem alle tre.

I husets store badeværelse – der var også et mindre af slagsen – var der både spabad og sauna, så det skortede bestemt ikke på komforten. Min mand og jeg nød en luksuriøs weekend, men nød især samværet med børn og børnebørn.